Odder Kommune
Rådhusgade 3
8300 Odder
Tel. (+45) 87 80 33 33
Fax (+45) 87 80 33 20
plan@odder.dk
Åbningstider mv.

Natur

Mål

Byrådet:

  • Vil arbejde for at styrke naturindholdet og naturkvaliteten. Det samlede areal af beskyttede naturtyper og småbiotoper skal opretholdes og om muligt øges.
  • Vil arbejde for at styrke natursammenhængene. Der skal opretholdes og skabes et sammenhængende net af økologiske forbindelser uden spærringer.
  • Vil arbejde for, at mindske påvirkningen af sårbare naturområder med næringsstoffer fra lokale kilder mest muligt.

Redegørelse

Kommunens naturområder er naturarealer og vandhuller, der i dag er registreret og beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3.

De potentielle naturområder er enten områder som vil kunne udvikle sig til en karakteristisk og værdifuld natur, kan forbinde eksisterende naturområder eller skabe sammenhæng i kommunens overordnede netværk af økologiske forbindelser.

Naturområderne – en grøn struktur

For al natur gælder, at naturindholdet, naturkvaliteten og natursammenhængene skal styrkes. Der udpeges derfor potentielle naturområder, hvor den langsigtede målsætning er, at landbrugsjorder, der grænser op til naturområder, ekstensiveres eller udgår af landbrugsmæssig drift, så der skabes en sammenhængende grøn struktur til gavn for naturen.

Byrådet ønsker at kanalisere offentlige støttemidler derhen, hvor de giver mest natur for pengene. Det vil sige, at fastholde naturen i naturområderne, at udbygge den i de potentielle naturområder herunder i de økologiske forbindelser og at fremme anlæg af småbiotoper i landbrugsområderne.

Et sammenhængende net af enge, overdrev, moser, vandhuller, strandenge, vandløb og skove er af afgørende betydning for opretholdelsen af et rigt og varieret dyre- og planteliv.

I denne kommuneplan er der udlagt 5 nye økologiske forbindelser. Målet er at skabe et net af økologiske forbindelser gennem hele kommunen.

De nye økologiske forbindelser er typisk udlagt langs vandløb, i eksisterende natur, i lavbundsarealer og i skovområder. Da disse fem nye forbindelser allerede er funktionelle økologiske forbindelser, er de i kommuneplanen udlagt som økologiske forbindelser og ikke blot potentielle økologiske forbindelser.

Eksempler på nye økologiske forbindelser er forbindelsen fra Randlev mose til østsiden af Gyllingnæs, samt langs Stampmøllebækken fra Nørreskov til Odder by.

De internationale naturbeskyttelsesområder indgår i netværket af økologiske forbindelser.

I dag er en stor del af de mulige naturområder opdyrket. Endvidere er de områder, som er i vedvarende græs, mange steder opsplittet i mange små lodder. Jordfordeling, oprettelse af græsningsfællesskaber eller andre måder at samle de mange små jordlodder til større enheder vil øge områdernes naturværdi.

Inden for den grønne struktur (naturområder og mulige naturområder) skal arealer i vedvarende græs fastholdes og udbygges ved hjælp af natur- og miljøstøtteordninger samt gennem information. Det skal ske i tæt samarbejde med lokale landbrugsorganisationer og landmænd.

En trussel for de sårbare naturområder i det åbne land er atmosfærisk nedfald af kvælstof. Kvælstof giver konkurrencestærke, hurtigt voksende planter en fordel, således at de mere nøjsomme plantearter udkonkurreres. Lokalt stammer den luftbårne kvælstof fra landbrug og visse former for virksomheder. Gennem arbejdet med godkendelser af landbrug og virksomheder skal det lokale kvælstof bidrag reduceres.

Internationale beskyttelsesområder

Internationale naturbeskyttelsesområder, det vil sige Ramsarområder, EF-fuglebeskyttelsesområder og EF-habitatområder, indeholder levesteder for dyr og planter, som det på europæisk plan er vigtigt at beskytte.

Byrådet vil prioritere beskyttelsen i disse områder højt og arbejde for at forbedre og skabe større natursammenhæng i dem.

Fremtidig planlægning for natur

Den fremtidige planlægning for naturområderne kører ad to spor.

For de internationale naturbeskyttelsesområder har staten udarbejdet naturplaner. Kommunen har efterfølgende vedtaget handleplaner. I naturplanerne er målsætninger og retningslinjer for de internationale naturbeskyttelsesområder beskrevet. I handleplanerne er beskrevet, hvordan naturplanernes mål og retningslinjer nås. Anden planlægning i kommunen må ikke stride mod natur- og handleplanerne.

For de resterende § 3-arealer vil det stadig være naturkvalitetsplanen fra det tidligere Århus Amt, der er retningsgivende for administration og indsats, indtil der vedtages en ny kommunal naturkvalitetsplan for disse. Naturkvalitetsplanen indeholder målsætninger for de områder, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 (naturområderne). Målsætningerne udtrykker, hvordan naturbeskyttelseslovens § 3 administreres, samt hvordan Byrådet vil arbejde for, at naturindholdet bevares og udvikles.

Status og proces

Kommuneplan 2013–2025 er aflyst den 26. april 2017. Der henvises til http://kommuneplan2017.odder.dk/ 

Plan- og Agenda 21 strategi 2011 vedtaget den 14. maj 2012.

Byrådet vedtog 23. februar 2015, at Kommuneplan 2013-28 skal revideres fuldt.