Antennemaster

Retningslinje

Antallet af antennemaster til telekommunikation (internet, mobiltelefoni, radio- og fjernsynstransmission) og deres påvirkning af landskabet skal begrænses mest muligt.

Formål

Hensigten med retningslinjen er at begrænse det samlede antal master og disses påvirkning af landskabet.

Redegørelse

Retningslinjen vedrører alene antenner, der kræver tilladelse efter planloven (landzonetilladelse).

En stadig større del af vores kommunikation foregår digitalt. Som konsekvens heraf er der et øget behov for udbygning samt opgradering af det bestående netværk, hvilket bl.a. kræver opstilling af flere antennemaster.

Masteloven

Masteloven skal sikre en optimal telekommunikation, samtidig skal det samlede antal master og disses påvirkning af omgivelserne begrænses. Derfor er der i loven krav om – i det omfang det er teknisk muligt - fælles udnyttelse af master opstillet til telekommunikationsformål og opsætning af antennesystemer på bygninger og andre høje konstruktioner.

Loven giver kommunerne som landzonemyndighed mulighed for at sikre, at der ikke opstilles flere master end nødvendigt for at opnå optimal telekommunikation.

Masteloven pålægger ejere af egnede master og høje bygninger (over 8,5 m) at imødekomme anmodninger om opsætning af antenner. Det gælder også, hvor flere selskabers fælles udnyttelse af en mast vil kræve udbygning eller udskiftning af masten.

Hvis flere selskaber har planer om master i det samme geografiske område, kan der i tilladelsen til opstilling af en ny mast stilles vilkår, om at masten får en sådan størrelse, at den kan bære flere antenner end ansøgerens egne.

Ejeren af en i øvrigt velegnet mast eller bygning kan kun afslå, hvis der foreligger byggetekniske eller radiotekniske hindringer. I så fald indhentes en uvildig udtalelse fra en byggesagkyndig eller fra erhvervsstyrelsen.

Den nødvendige plads til en mast eller antenne kan eksproprieres, hvis der ikke er andre muligheder.

Placering af nye master

Nye master må kun opstilles, når det kan dokumenteres, at det ikke er muligt at placere en ønsket antenne på en eksisterende mast eller bygning. Eksisterende master er flagstænger, vindmøller og lignende.

Tilladelse til opsætning af nye master prioriteres, som følger, idet de først nævnte placeringer foretrækkes:

  • Erhvervsområder.
  • Anden bymæssig bebyggelse med lav boligtæthed, f.eks. sportspladser og grønne områder som ligger uden for egentlige boligområder.
  • Boligområder eller grønne områder i nær forbindelse med boligområder.
  • Det åbne land.

Hvis en mast kun kan placeres i det åbne land, skal det så vidt muligt ske i tilknytning til andre profiler i landskabet f.eks. høje bygningselementer såsom højspændingsmaster, siloer, skorstene og lignende eller hvor beplantningen gør, at masten syner mindst muligt.

I den forbindelse bør udvises særlig forsigtighed med placering af nye master nær kysten, ved kirker og bevaringsværdige kulturmiljøer. I områder af landskabelig interesse bør placering af nye master undgås.

Krav til udformning af mast, teknikrum m.m.

I tilladelser til nye maste stilles krav om, at masten stilles til rådighed for andre selskabers antenner og i øvrigt udformes så det er muligt at opsætte flere antenner på den, f.eks. ved fleksible modulsystemer.

Nye antennemaster skal være så lave som muligt. Hensynet til, at flere operatører kan anvende samme mast til samme eller andre sendesystemer, må dog ikke tilsidesættes.

Master skal være matte.

Teknikrum og lignende skal etableres i eksisterende bygninger. Hvis det ikke er muligt, skal teknikrummet tilpasses omgivelserne med hensyn til konstruktion, materialer, farver og afskærmende beplantning. Teknikrum skal altid placeres på terræn. Der må kun opføres ét teknikrum pr. mast.

Status og proces

Kommuneplan 2013–2025 er aflyst den 26. april 2017. Der henvises til http://kommuneplan2017.odder.dk/ 

Plan- og Agenda 21 strategi 2011 vedtaget den 14. maj 2012.

Byrådet vedtog 23. februar 2015, at Kommuneplan 2013-28 skal revideres fuldt.